Bryllup / kirkelig velsignelse

Kirkebryllup er både vielse og velsignelse af et par. Et kirkebryllup er juridisk gyldigt på samme måde som vielse på rådhuset.

Bryllupsceremonien forløber med bønner, salmer, bibellæsninger, en vielsestale og velsignelsen. Et kirkebryllup handler også om kristen tro, håb og kærlighed.

Kontakt præsten i den kirke, hvor I ønsker, at brylluppet skal foregå både for at aftale tidspunkt for selve brylluppet og for en samtale, hvor præsten og brudeparret taler om brylluppet og om ritualet. I kan blive gift i kirken i jeres bopælssogn eller i en anden kirke, I har tilknytning til. I kan blive gift i folkekirken, når I begge eller en af jer er medlem.

Præsterne kan også kontaktes via dette link: Kontakt

Prøvelsesattest

Før vielsen skal I have en prøvelsesattest fra kommunen, som skal afleveres til præsten eller kirkekontoret. I skal Udfylde en ægteskabserklæring til kommunen på www.borger.dk for at få prøvelsesattesten. Attesten viser, at I opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder.

Nyt navn?

Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I selv ansøge om det på www.borger.dk. I kan som hovedregel få hinandens mellem- og efternavne. Indtil tre måneder efter vielsen er det gratis at få foretaget navneændring.

Vidner

Vielsen har juridisk gyldighed. Derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen. Det kan for eksempel være to familiemedlemmer, som er tilstede i kirken til jeres bryllup.

Samtale med præsten

Før brylluppet har I en samtale med præsten. Her aftaler I blandt andet salmerne til jeres bryllup – se evt. forslag på www.dendanskesalmebogonline.dk

Gæster og dresscode

Mange forestiller sig, at et kirkebryllup er synonym med meget planlægning, stor fest og dyrt, fint bryllupstøj. Men til et bryllup i folkekirken er der ingen dresscode eller krav om mange gæster og dyr fest. I kan altså sagtens aftale bryllup med kort varsel og blive gift i hverdagstøjet. Hvis I gerne vil have en privat vielse, hvor kun I selv er tilstede, kan præsten hjælpe jer med at finde vidner.

Kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab

Hvis I allerede er gift på rådhus og ønsker en kirkelig velsignelse af jeres ægteskab kan det lade sig gøre på samme vilkår som ved et bryllup, dog uden de formelle juridiske forhold, som jo allerede er på plads.

Læs mere om bryllup i Folkekirken her