Kettrup Kirke

Kettrup Kirke

Kettrup Kirke
Kettrupvej 80
9690 Fjerritslev

Om Kettrup kirke
Kettrup kirkes skib og kor med apsis er opført af granitkvadre i 1100tallet, medens tårnet og våbenhuset er tilføjet i senmiddelalderen. Årstallet 1801 på tårnet henviser kun til en reparation. De to tilføjelser er hovedsagelig opført af mursten, men nederst i tårnet er der genanvendt kvadre fra kirkens vestgavl. Blandt dem er der to skaktavlkvadre (på sydsiden) af forskellig udførelse. Andre eksempler på skaktavlkvadre kan man finde på nabokirkerne Gøttrup, Kollerup og Bejstrup, men ellers ikke i Han herrederne. Hvorfor stenhuggerne har dekoreret kvadrene med dette skaktavllignende mønster er ukendt, men det har givet anledning til mange mere eller mindre fantasifulde hypoteser. 
Indvendig er den romanske korbue bevaret, medens apsisbuen er ommuret med brug af gamle sten. Også døbefonten er bevaret fra opførelsestiden. 

Kettrup Kirke se indefra

Altertavlen er meget interessant. Den er fremstillet i 1612, men som hovedudsmykning har den i midterfeltet en ældre husaltertavle med alabastrelieffer. Den smukke husaltertavle er et nederlandsk arbejde fra 1561, og den har sikkert været anvendt til private andagter på den nærliggende herregård Ågård. Det må være Ågårds ejere, der har givet kunstværket til kirken. Det er også ejeren af Ågård, der i 1573 gav kirken en prædikestol med sit eget og hustruens våbenskjold, og som i 1594 lod det ene felt rette, fordi han i mellemtiden havde fået en ny hustru.

Kettrup Kirke se indefra


Stolestaderne er fra begyndelsen af 1600-tallet. I tårnrummet findes en senmiddelalderlig, jernbeslået kirkekiste. På forsiden er der et låsebeslag, men de to nøglehuller er falske, for den rigtige lås findes i kistens ene ende. I tårnrummet hænger desuden et morsomt billede af en præst, som ganske vist havde sit embede på Fyn, men hvis søn blev præst i Kettrup. 
Bemærkelsesværdigt er imidlertid også, at man både udvendigt og indvendigt fortsat tydeligt kan se den gamle sydvendte indgang til kirken.

Kettrup Kirke se indefra

I dag  
Kirken har i dag et orgel med 12 stemmer og to manualer plus fodpedal. Kirken har desuden et smukt altertæppe og en violet messehagel vævet af kunstner Berit Hjelholdt, samt en lige så smuk hvid filtet messehagel, lavet af filtmager Lene Gabel Nielsen. Klokkeringningen er nu ført ned i kirkerummet, så de to klokker kan betjenes der fra - den gamle klokke har en lille revne og blev af den grund i 1990 suppleret med en ny for at aflaste den gamle ved den daglige ringning - nu ringer den gamle klokke kun med ved højtiderne og ved særlige lejligheder.

Aktuelle sogneoplysninger Her

Se en musikvideo fra Kettrup kirke her