Udgivet af Henriette Frænde, man d. 12. apr 2021, kl. 12:37

Ugens Salme - "Som forårssolen morgenrød"

Nr. 234 i Den Danske Salmebog

Tekst: N.F.S. Grundtvig 1846

Mel.: Emil Hartmann 1869

Denne salme er et brudstykke af et forårsdigt, som Grundtvig oprindeligt skrev til en påskegudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Den er en del af en Påskekantate (dvs. et større musikstykke for kor, solister og orkester), som han skrev til 1. Påskedag i 1846. Det var dog kun disse tre vers, som er selve koralen (melodi til fællessang) af kantaten, der fortsat levede videre og i dag er den velkendte salme "Som forårssolen morgenrød".

I Grundtvigs salmer har naturen ikke en selvstændig værdi, men er derimod et billede på Guds rige. "Forårssol", "fuglekor i mark og lund" og "blomster der står i flor" forbinder foråret med påskens evangelium og Guds rige. Jesus opstod, livet sejrede over døden, og derfor skal Guds Rige blomstre - ikke først i evigheden - men allerede nu og så længe verden står.

Henriette Frænde.

Kategorier Nyheder