Udgivet af Henriette Frænde, man d. 29. mar 2021, kl. 10:16

1. Det er påske! Alting springer ud

Det er påske! Alting springer ud,

alle knopperne er lige ved at briste,

det er livet, der vil leves. Det er Gud,

der vil trøste alle os, der måtte miste.

Og når Gud gir liv

og gør det underfuldt og grønt,

blir det påske og opstandelse

og skønt!


2. Alle fugle giver glæden luft,

så vi også føler trangen til at synge;

alle blomsterne beruser sig i duft

for at lokke bierne til deres klynge.

Og når Gud gir liv

og gør det underfuldt og nyt,

blir det påske og opstandelse

og lydt!


3. Men derude på vor kirkegård

er der stille, selv om liljer trompeterer.

Her er ingen af de døde, der opstår,

her kan alle se, at døden triumferer.

Men når Gud gir liv

og gør det underfuldt engang,

blir det påske og opstandelse

og sang.


4. Kan vi tro det? Det er aldrig set,

at de døde rejser sig fra deres grave.

Vi har hørt, at det trods alt engang er sket,

at en sten er blevet væltet i en have.

Og når Gud gir liv

og gør det underfuldt at se,

blir det påske, og opstandelse

kan ske.


5. Det er håbet, og det gir os mod,

og det gør, at vi kan leve her med døden.

Det er håbets puls, der banker i vort blod,

når vi synes, vi må segne under nøden.

Og når Gud gir liv

og gør det underfuldt af trods,

blir det påske og opstandelse

hos os!


Holger Lissner, 1993

Melodi: Holger Lissner

Kategorier Nyheder