Ugens Salme - "Det er påske!"
Til denne salme er det sognepræst Henning Smidt, som har skrevet følgende ord:
"Det er påske! Alting springer ud" - det er den første linje i en påskesalme fra 1993, som endnu kun findes i salmebogstillægget 100 Salmer. Den er skrevet af en af vor tids måske mest produktive salmedigtere Holger Lissner.
Påske er budskabet om at det umulige sker - døde skal opstå igen - og det er kristendommens store påstand - dette er muligt for Gud. Naturen spejler det for os igen og igen, når "alting springer ud", men når vi går på kirkegården kan mismodet let bringe os i tvivl. Her er det kun døden, der råder.
Men engang sprængtes en grav midt i vores verden. Stenen blev væltet fra Jesus' grav og han opstod. Det er budskabet om ham, der gør det muligt at leve med håb trods død - da "bliver det påske og opstandelse hos os".
Kategorier | Nyheder |