Udgivet fre d. 14. feb 2020, kl. 10:46

Af sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal

Lukas-evangeliet 18,31-43

 

Gud lader sig standse af menneskers nød

Fastelavns søndag skal vi høre beretningen om den blinde tigger, der sad ved vejen uden for Jeriko. Han råbte på Jesus for at få hjælp. Det skete en dag, hvor Jesus og disciplene var på vej til Jerusalem.

Jesus var med andre ord på vej til at udføre den vigtigste handling i hele sit liv. En handling, der skulle få betydning for mennesker i alle generationer lige siden. Men selv i den situation, hvor Jesus havde hovedet fuld af overordentlig vigtige sager, kunne han ikke lade være med at reagere på et menneske, der havde brug for hjælp.

Jesus standsede. Han kunne ikke gå forbi! Da han hørte, at et menneske råbte på hjælp, afbrød han sit livs vigtigste mission og helbredte manden. På én enkelt bøn fra mandens side standsede Jesus op og reagerede.

Og det var ikke, fordi denne tigger var specielt betydningsfuld. Han var snarere anonym, og det eneste, vi véd om ham, er, at Jesus standsede op og hjalp ham.

Denne beretning fortæller noget afgørende om Gud: Der skal kun én enkelt bøn til for at få ham til at reagere. Gud lader sig standse af menneskers nød. For at lytte, lindre og være nær. Han kan ikke gå forbi. Det har han vist os gennem Jesus.

Kategorier Søndagstanke