Udgivet tir d. 4. feb 2020, kl. 14:09

Af sognepræst Henning Smidt, Kettrup

Matthæus-evangeliet 25,14-30

 

Talenter kan bruges eller misbruges

Jesus fortalte ofte tankevækkende historier. En af dem handler om »talenter«, som dengang var en stor møntenhed.

I denne her historie møder vi en rig mand, der skulle rejse bort og betroede tre tjenere henholdsvis fem, to og en talent. Selv den ene talent udgjorde en kæmpe sum. De to første brugte deres talenter, og det gik godt. Men den sidste syntes, at fordelingen var så uretfærdig, at han bare gravede den ned, mens han skumlede over, at hans herre var så streng.

Da den rige mand vendte tilbage, var han stærkt utilfreds med, at den sidste tjener slet ikke havde givet det en chance, men havde misbrugt sine muligheder.

Det, Gud har betroet os i livet, kan bruges til noget godt eller misbruges, og resultatet er vidt forskelligt. Nogle gange kan vi sikkert alle føle, at det, Gud gav os med i livet, ikke slår til. Modgang og sygdom kan næsten sætte et menneske helt i stå. Måske synes vi, det er uretfærdigt.

Men når det handler om at bruge de »talenter«, Gud har givet os, så er Gud aldrig længere væk end en bøn. Og langsomt kan det gå op for os, at selv den, der kun har lidt at gøre med, kan blive til stor velsignelse, når vi siger til Gud: »Tak for det, jeg fik betroet – hjælp mig til at bruge det, jeg har tilbage – og hjælp mig til at se hvordan.«

Kategorier Søndagstanke