Udgivet man d. 27. jan 2020, kl. 13:26

Af sognepræst Gitte Kibsgaard-Vester, Vester Thorup

Johannes-evangeliet 12,23-33

 

Hvedekornet

»Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.«

Sådan sagde Jesus, da omgivelserne ville se ham − eller måske rettere: ville se ham gøre undere!

Derpå taler han om menneskesønnen, der skal herliggøres, og om hvedekornet, der må dø, hvis det skal blive til noget. Det lyder lovende med herliggørelsen, hvis man søger storhed, men der ligger noget andet i det, end hvad verden tænker.

Tiden, hvor Jesus gjorde store undere, er nu slut. Timen er kommet for herliggørelsen, der er anderledes, end hvad de forventer. Hvedekornet må lægges i jorden, for at det kan vokse op og blive til mange kerner!

Vi, der i tid lever på den anden side af langfredag og påskedag, kan ikke undgå at tænke, at Jesus taler om sin egen død som det, der skulle give menneskene del i livet – det evige liv.

Herliggørelsen, Jesus taler om, er vejen gennem det, mennesker ser som fornedrelse, tab af håb og liv. Men billedet af hvedekornet maler håbet ind over det: Kornet, vi lagde i jorden, bryder gennem jordskorpen og bliver til liv for os ved et under, kun Gud forstår.

Kategorier Søndagstanke