Udgivet man d. 20. jan 2020, kl. 09:41

Af sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal

Lukas-evangeliet 17,5-10

 

Et fremadvendt liv i glæde og håb

Det er ved tanken om alt det, der truer os, at vi ligesom apostlene i søndagens prædiketekst bøjer os og beder: »Herre! Giv os en større tro!«

Vi vil gerne besidde den tro, der giver os den indre styrke, så vi kan holde ud og holde fast i selv den mørkeste tid. Og det forstår Jesus ganske udmærket. Han véd godt, at det giver sammenhæng og mening i selv den ondeste storm, vi er ude for.

Men han véd også, at vi fejlagtigt tror, at livet kunne blive lidt lettere, hvis bare vi fik tillagt lidt mere tro. Han véd, at vi tror, at også døden kunne blive lettere at tackle, hvis vi bare fik lidt mere tro. Han véd det hele.

Så han bomber alle vore trosforestillinger langt væk med sit billede af morbærtræet, der gynger ude på havets bølger. Og livet bliver bestemt ikke lettere eller mere overskueligt, fordi vi tror på Gud, men troen er og bliver afhængig af Gud.

Derfor må troen leve af at høre Guds svar – igen og igen. For når den synes, den er færdig og har fået sat lidt skik på tingene, må den begynde forfra. Så er der da ikke andet at gøre end at klynge sig til ham, som i kærlighed til os mennesker levede det mest usikre liv af alle – og som endte sit liv med døden på et kors.

Heller ikke han havde troen i sikker besiddelse, men han levede tro, og derfor gik han også tro mod sit kald i døden, for at vi skulle leve trofaste i vore kald.

Troen gør det ikke nemmere at leve, men den gør noget andet: Den holder os fast på, at det er Guds mening, at vi skal kæmpe for at leve vort liv fremadvendt i glæde og håb. Og i den kamp skal vi være tro. Til det sidste.

Kategorier Søndagstanke