Udgivet tir d. 14. jan 2020, kl. 13:08

Af sognepræst Inger Øeby Pedersen, Bonderup

Johannes-evangeliet 4,5-26

 

Tørst

Det vigtigste er at blive set, ikke som den, man gerne ville have været, eller som den, man kæmper for at være »for et syns skyld« − men at blive set som den, man er inderst inde. Jeg tror, det er alles drøm, næsten som en tørst, en længsel efter kærlighed.

På søndag hører vi i kirken om en kvinde, som, tror jeg, også havde været drevet af den tørst hele livet. Fem-seks mænd havde hun haft. Nu møder hun manden fra Nazaret, naturligvis ved en brønd. Deres samtale kommer til at handle om tørst, om længsel og om Gud, selvfølgelig. Tørsten efter levende vand.

På vej til brønden havde hun ønsket, at hun var usynlig. Sådan kan man nemlig få det, hvis man i lang tid er blevet set på med foragt, fra andre eller fra én selv. Men den dag ved brønden blev hun set lige præcis som den, hun var: En tørstig sjæl, og det skal man ikke skamme sig over.

Hun sprang derfra, fuld af håb, håb om, at kærlighed findes, at Gud findes … også for mig!

Skænk os det klare kildevæld,
som skaber liv i strømmen.
Vi finder ikke kilden selv,
så hold os fast på drømmen.

(Salmebogen nr. 29, vers 2)

Kategorier Søndagstanke