Udgivet tor d. 26. dec 2019, kl. 12:16

Af sognepræst Gitte Kibsgaard-Vester, Vester Thorup

Matthæus-evangeliet 2,13-23

 

Lyset skinner i mørket

Julens budskab er ikke »enten-eller«, men »både-og«. Ikke enten lyset eller mørket, men lyset i mørket. Ikke enten glæden eller sorgen, men glæden i sorgen. Ikke enten livet eller døden, men både døden i livet og livet i døden.  

På græske ikoner ser man efter sigende aldrig det nyfødte barn ligge i en stald, men i en grotte så sort, at det minder om en gravhule. Krybben minder ofte mere om en kiste end om et fodertrug.

Det er en måde at holde fødsel sammen med død, glæden med smerten, livet med døden og julen med påsken. Det hele hører sammen.

»Lyset skinner i mørket!« Lige netop i mørket, hvor vi slår os, føler os ensomme og forladte. Det er en måde, hvor julens krybbescene ikke bliver så virkelighedsfjern fra vores hverdag på godt og ondt, at vi slet ikke kan identificere os med det. 

Det er budskabet om, hvor langt og hvor radikalt forkyndelsen af, at Gud blev menneske, skal tænkes – helt til døden!

Helt ind i døden!  Ja, gennem døden!

Kategorier Søndagstanke