Udgivet tir d. 17. dec 2019, kl. 17:00

Af sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal

Johannes-evangeliet 1,19-28

 

Den sande juleforberedelse

Selv om der kun er få dage til jul, er der mildt sagt ikke meget krybberum og englesang over beretningen til 4. søndag i advent.

For anden søndag i træk skal vi høre om Johannes Døber. Dette mærkelige menneske, der levede ude i ørkenen og brølede som en løve: »Ban Herrens vej!« Det råbte han så højt, at det gav genlyd i bjergene og brød ørkenens stilhed. Folk strømmede ud til ham af både nysgerrighed og interesse. Sandsynligvis også fordi han havde vakt så stor opsigt på egnen, for han var ikke, som folk er flest. Mad og drikke ville han dårligt vide af, og en laset profetskikkelse var han at se på.

Hvorfor skal vi så høre om ham to søndage i træk? Var Johannes en religiøs fanatiker, der har sneget sig ind i vores adventshygge? Eller var han en moralsk strammer, én, der ikke undte sig selv hverken vådt eller tørt, og som vi nu skal lytte til som et modstykke til al vores julemad og overflod? Eller var han slet og ret et brændende menneske, der kun var optaget af ét eneste, nemlig at pege på Jesus?

Vi er ikke de første, der undrer os over, hvem han var. Det gjorde også folk på hans egen tid. Og de gik ud i ørkenen og spurgte ham direkte: »Hvem er du?«

Johannes svarede undvigende, for sagen var nemlig, at han i forhold til Gud hverken var det ene eller det andet. I forhold til Gud var Kristus hans ét og alt. Derfor ønskede han ikke at være andet end en røst, der forkynder Kristus. Han ville være en stemme, der forberedte mennesker på at møde Kristus, fordi det var ham, det kom an på – Jesus i krybben, der giver os intet mindre end sig selv.

At blive mindet om dét er den sande juleforberedelse.

Kategorier Søndagstanke