Udgivet tir d. 19. nov 2019, kl. 15:14

Af sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal

Matthæus-evangeliet 25,31-46

 

Jesus kalder os til besindelse

November er en tung måned. Året går på hæld, dagene er korte, vi længes efter lys, men venter på vinter. Bedre bliver det ikke af, at evangelierne disse efterårssøndage handler om de sidste tider med dommen, hvor Jesus stiller os til regnskab for det år og det liv, vi måske heller ikke selv synes, at vi er kommet så forfærdeligt godt om ved.

Alle ens undladelsesynder vælter op i erindringen på søndag, så man enten bliver helt knust eller trodsigt skubber alt det om dommen fra sig: Her kommer vi i kirke for at høre om kærlighed og tilgivelse, så hvorfor skal kirkeåret så slutte med dette skræmmebillede af Jesus, der sidder på dommersædet og uddeler belønning og straf?

Det kan være svært at leve med tanken om en dom ved tidernes ende. Men meningen er at kalde os til besindelse. Vi har et ansvar for, hvordan vi bruger vores liv i en verden, der er en valplads mellem godt og ondt. Vi bekymrer os og spørger sommetider os selv og andre om, hvordan verden kan være skabt af en god Gud, når der er så meget ondt til?

Vi vil gerne stille Gud til regnskab, men i søndagens evangelium vender Jesus spørgsmålet mod os selv. Og måske skulle vi ikke spekulere så meget over årsagen til det onde, men i stedet bruge kræfterne på at sætte noget op imod mørket og de onde magter. Og det er, hvad evangeliet på søndag handler om: De små overkommelige handlinger, der betyder lindring og trøst for de mennesker, der er ramt af det onde i én eller anden forstand.

Den tilgivelse, vi så gerne vil forbinde med evangeliet, den hører vi mere om, når Jesus første søndag i advent udråber et nådeår fra Herren – endnu en gang.

Kategorier Søndagstanke