Udgivet tir d. 12. nov 2019, kl. 13:25

Af sognepræst Inger Øeby Pedersen, Bonderup

Matthæus-evangeliet 18,21-35

 

»Som himmellys, skønt af de små«

I morgensalmen »Morgenstund har guld i mund« udtrykker vi et ønske om, at vi må lykkes med at lyse for hinanden, altså vise kærlighed, tilgivelse og storsind.

Det er et fromt ønske og ikke nemt at opfylde, når vi nu også bærer mørket i os. Men se, i morgensalmen kaldes lyset for »himmellys«. Det betyder, at lyset ikke er noget, vi har i os selv, det skal tændes af Gud. Han er solen. Vi er måner.

Det fortæller Jesus en historie om:

En mand var kommet i kæmpegæld; det handlede om millioner. Han kunne ikke betale, om han så brugte hele livet på det. Hans herre fik så medynk med ham og lod nåde gå for ret: »Du kan gå herfra som en fri mand.«

Det gjorde manden så. Men ude på trappen mødte han sin medtjener, som skyldte ham vel et par hundrede. Dem skulle han have med det samme, sagde han. Selv om medtjeneren nu faldt på knæ for ham, så holdt han på sin ret og var hverken til at hugge eller stikke i.

Det gik ikke, som det skulle: Herrens storsind og kæmpetilgivelse satte ikke et eneste lille aftryk på tjeneren. Det − kan man jo godt se − er helt tosset. Men gør kærligheden noget ved os?

Kategorier Søndagstanke