Udgivet tir d. 29. okt 2019, kl. 09:53

Af valgmenighedspræst Annelise Søndengaard, Lild Strand

Matthæus-evangeliet 5,1-12

 

Død og trøst

Den gamle islandske biskop og viking Kolbein Tumason fik en salme med i den sidste salmebog, nr. 524: »Hør mig, skaber mild!« Han kendte om nogen rædsel for døden. Vi hører hen over mere end 800 år en mandig og klar tone om frygten for døden, som stunder til, og at den kun bæres, fordi vi kan bede til Gud om hjælp.

Martin A. Hansen har skrevet en lille fortælling fra samme tid, vikingetiden, om Tirad, der på Stevns var stenmester og byggede kirkerne. Hans navn er ristet med runer ind i en sten i kirkerne.

Tirad blev taget af vendiske sørøvere, der havde sneget sig ind under kysten. De unge løber op i byen og fortæller, at Tirad er blevet taget af venderne.

Asser, hans ven og frænde, nægter det: »Jeg ser grant, at Tirad kan de aldrig tage. Kanske han aldrig kommer gående her mere, så vi kan kende hans røst og se på hans røde kjortel, at det er ham; men han er her endda. Tirad var vor stenmester, han rejste kirke, og han ristede runer i den. Tirad er her lige godt.«

Nogen ristede deres elskede navne i vore hjerter. De kommer aldrig gående mere, så vi kan kende deres røst; men de er her lige godt, for vi er her.

Det er trøsten.

 

Kategorier Søndagstanke