Udgivet tir d. 15. okt 2019, kl. 09:34

Af sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal

Matthæus-evangeliet 22,34-46

 

Du skal elske både Gud og din næste

De teologiske spørgsmål fyger gennem luften i samtalerne mellem Jesus og de lovkyndige.

− Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han? spørger Jesus, og han benytter ordet Kristus, ikke som et navn, men som en betegnelse på den frelser, folk ventede på.

Jo, folk mente, at han måtte være Davids søn, og de forstod ikke Jesus, da han spurgte, hvordan David da kunne kalde ham Herre. Men vi, der lever efter påske, kan se, at Jesus dermed ville fortælle, at Kristus er Guds egen søn – en utænkelig påstand for enhver gudfrygtig og lovkyndig farisæer, der indledte hver eneste dag med at bekende: Herren vor Gud, Herren er én. Der var ingen ved siden af den almægtige, ubegribelige Gud.

Men derved kaster ordvekslingen lys ind over den anden teologiske diskussion i søndagens evangelium, hvor en lovkyndig spørger Jesus om, hvad der er det største bud i loven. Jesu svar falder omgående: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.

Det var det korrekte teologiske svar og udtryk for det rette gudsforhold, der udgjorde fundamentet, ikke bare for hele samfundet, men også for den enkelte. Gudsfrygt var hele folkets kendemærke. Opfyldelsen af Guds lov stod over alt andet, og tilsidesættelse af buddene var en alvorlig ting, der medførte straf eller ligefrem udstødelse af fællesskabet. Derfor vogtede man på hinanden, og det gav angst og utryghed.

Men så var det, at Jesus gjorde en tilføjelse: Du skal elske din næste som dig selv. Dét fik den lovkyndige til at snappe efter vejret. For selv om buddet om næstekærlighed ikke var ukendt, så stod det ikke på linje med det andet.

Kategorier Søndagstanke