Udgivet af Ejgil Bodilsen, tir d. 8. okt 2019, kl. 09:23

Af sognepræst Inger Øeby Pedersen, Bonderup

Lukas-evangeliet 14,1-11

 

 

Plads

I søndagens bibeltekst taler Jesus om pladser − de øverste og de nederste − og om ydmyghed. Han ligefrem opfordrer til ydmyghed. Nu er det bare sådan, at ydmyghed ikke er noget, man kan tage sig sammen til eller øve sig i. Og når én vil lære en anden ydmyghed, bliver det altid en ydmygelse − og ydmyghed og ydmygelse er ikke det samme, snarere modsætninger.

Ydmyghed begynder et helt andet sted, nemlig i oplevelsen af at blive overvældet af noget stort, opleve at noget eller nogen er større end mig. Oplevelsen kan indgyde både ærefrygt og tryghed. Man føler, man er på plads og har en plads.

Men det mest underfulde i kristentroen er at få at høre, at den eneste, som tilkom den allerøverste plads, forlod den og satte sig ned mellem de mindste, de svageste, de fattigste. »Han ydmygede sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors,« hedder det om Jesus i verdens nok ældste kristne salme.

Grundtvig skrev det sådan: »At du ville alt opgive for at holde os i live.« Jesus Kristus er hele tiden i færd med at sætte stole frem, for at der skal være plads til alle. Det kan man godt blive helt beæret af, føle sig både stor og lille på en gang, nærmest ydmyg.

Kategorier Søndagstanke