Udgivet tir d. 8. okt 2019, kl. 09:11

Af Jens Peter Larsen, Fjerritslev

 

På trods af at jeg sådan set aldrig har været særligt troende, så lod jeg mig alligevel indrullere i menighedsrådsarbejdet ved sidste valg i 2016.

Det skyldtes først og fremmest, at min datter Trine fra og med 9. klasse har haft et ønske om at studere teologi med det mål at blive præst i Folkekirken på et tidspunkt. Så for at støtte og opmuntre hende fandt jeg mig pludselig som medlem af menighedsrådet.

Det var samme bevæggrund, der i sin tid fik mig til at melde mig til skolebestyrelsen på Fjerritslev Skole.

Ikke overraskende fik jeg tildelt en plads i aktivitetsudvalget, idet jeg nok ikke blev fundet »tung nok« til de lidt mere specifikke funktioner, men det gjorde nu heller ikke noget, for selv om mine kompetencer altid har været på det mere strategiske område, så har jeg alligevel altid været beskæftiget med de mere praktiske opgaver i alt, jeg har foretaget mig, og således også her.

Jeg gik til opgaverne i aktivitetsudvalget med det synspunkt, at vore sogneaftener mere skulle repræsentere det folkelige end det kirkelige i ordet »Folke-kirke«. Jeg finder det vigtigt, at vi har arrangementer, der henvender sig noget bredere ud i samfundet end det, kirken normalt står for med gudstjenester og lignende.

Så kan man spørge sig selv: hvorfor det? Jo, for det første er der langt flere, der har betalt kirkeskat, end dem der traditionelt sidder til gudstjeneste hver søndag. Folk, der måske ser lidt anderledes på mange ting, men som alligevel ikke kan svare på livets store spørgsmål. Spørgsmål, som kirken ofte berører i sit daglige virke, men som jo ikke når ud til dem, der ikke kommer i kirken så ofte.

Aktivitetsudvalget arrangerer typisk foredrag og musiske begivenheder, men også ting som at deltage i Stafet for Livet m.m. kan falde ind under udvalget. Selv er jeg mest til det musiske, fordi musik og sang har en evne til at få én til at tænke dybere over forskellige ting – og så er det jo heller ikke til debat bagefter, som nu et foredrag kan være.

Hvad lærer man mest af? Sine egne konklusioner eller andres? Der er en grund til, at vore forfædre indførte musik og sang i kirken og ikke bare nøjedes med præstens foredrag. Hvorfor mon? Hvem har ikke prøvet at blive stille og eftertænksom efter at have hørt én af Kim Larsens sange eksempelvis?

Foredrag kan være udmærkede, men så skal de som minimum afspejle en form for humor – gerne sort humor – for humor har samme effekt som musik, bare på en lidt anden måde. Soldater, der befinder sig i livstruende situationer har oftest klaret psyken med en gang sort humor. Foredrag kan også være lærerige som en aktivitet til vore sogneaftener.

Når man er elev, hvad enten det er i skoler eller i livet som helhed, så markerer man jo oftest sin selvsikkerhed og viden ved at række fingeren op. Retningen af en finger med det formål at komme til at bevise, hvad man véd, peger præcist i den retning, som det modsatte af faktuel viden befinder sig, nemlig væk fra jorden og ud i verdensrummet.

For følger man retningen ud til det uendelige (og er så heldig ikke at ramme en planet eller andet undervejs), så står man pludselig i den situation, som hverken »videnskab« eller »tro« har et endegyldigt svar på. Hvor ender det? Hvor befinder det hele sig? Hvad er der for enden af mælkevejen? Hvem har skabt det? Hvordan er det skabt? Med hvad er det skabt?

Skal man tro, før man kan vide – eller skal man vide for at tro?

Personligt synes jeg, billedet minder rigtigt meget om det, man ser, når man går modsat vej ind i legemet. Alt er bygget op af molekyler og atomer, der bevæger sig i et fastsat mønster i forhold til hinanden, præcis som at se planeterne i solsystemerne ude i verdensrummet. Alle målbare størrelser er relative trods ensartetheden.

Ét er sikkert – der er noget meget, meget større end dig og mig og atombomben derude – men HVAD?

Jo, vore sogneaftener er uundværlige, og selv det mest folkelige indslag har rod i de store spørgsmål og giver stof til eftertanke.

Kategorier Fokus på ...