Udgivet tir d. 1. okt 2019, kl. 08:31

9690

Årets fælles sogneaften for hele 9690 finder sted tirsdag 8. oktober kl. 19.30 i Kirkecentret, hvor aftenens foredragsholder er tv-vært og debattør Clement Behrendt Kjersgaard.

Hans emne er: »Folkekirken på godt og ondt – hvor står Folkekirken i dag?« − så der er lagt op til en spændende aften, hvor forskellige holdninger kommer i spil.

Clement Kjersgaard, der en af landets mest efterspurgte foredragsholdere, er kendt som den flabede og uforudsigelige DR2-vært, der i »Debatten« og lignende programmer stiller alle de spørgsmål, ingen andre journalister stiller.

Som 16-årig blev han optaget på United World College of Hong Kong, hvorfra han blev student i 1994, og herefter læste han filosofi, politik og økonomi på University of Oxford.

Clement Kjersgaards første opgave som tv-vært for DR var i 2004 i programmet »Tal med Gud«, der indbragte idémand Mads Brügger og Kjersgaard en dansk tv-pris. Clement Kjersgaard er andet og mere end en slipseklædt studievært, der lader andre komme til orde. Han har også sine bestemte meninger om mediernes rolle og betydning – og muligheder og begrænsninger.

Menighedsråd og præster håber på rigtig god opbakning fra hele 9690 til dette spændende fællesarrangement.

  • Tirsdag 8. oktober kl. 19.30 i Kirkecentret
    Fælles 9690-sogneaften med tv-vært og debattør Clement Kjersgaard
Kategorier Nyheder