Udgivet man d. 16. sep 2019, kl. 13:27

Af sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal

Lukas-evangeliet 17,11-19

 

Hvad er fælles for en kvinde med konstante blødninger, en blind tigger ved vejen til Jerusalem, en prostitueret i et farisæerhus og en spedalsk samaritaner som ham, vi møder i Lukas-evangeliets beretning om Jesus, der helbreder de 10 spedalske, men hvor samaritaneren er den eneste, der kommer tilbage for at sige tak?

Der er det fælles, at de alle var udstødt af samfundet, fordi man betragtede dem som urene og gudsforladte – for samaritanerens vedkommende endog som vantro. Men de har også det fælles, at Jesus til netop dem siger, at deres tro har frelst dem!

Hvad er det for en tro, han her taler om? Deres tro bestod i, at de havde tillid til, at Gud ville vise sin barmhjertighed gennem Jesus − og deres tillid var ikke forgæves. De blev alle 10 helbredt og kunne efter at være blevet synet af præsterne drage hjem til deres familier og genoptage det liv, de før havde levet. Og var det måske ikke frelse?

Nej, det var helbredelse. De ni af dem gør ganske, som de fleste af os gør, når vi har været syge og er blevet raske igen. For selvfølgelig bliver vi glade − vi takker måske også Gud, fordi han har vist sig som den barmhjertige Gud, vi tror han er, og så lever vi videre som før.

Frelse derimod er at opdage og blive overvældet ved at se, at Gud ikke alene er, som vi tror, men han er meget mere end det. Han ser ikke på et menneskes tro, men har medlidenhed med de tvivlende, de vantro og de gudsforladte, der ikke mere har nogen tro og derfor heller ikke noget håb.

Kategorier Søndagstanke