Udgivet man d. 9. sep 2019, kl. 14:29

Af sognepræst Inger Øeby Pedersen, Bonderup

Lukas-evangeliet 10,23-37

 

Næstekærlighedens grundfortælling

Jeg husker en situation fra min teenagetid: Vi var på vej hjem fra kirke og havde netop hørt fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Min far gik og småsnakkede, lidt med sig selv og lidt med os: »Han, der lå i grøften, og han, der hjalp ham op, de to var jo hinandens næste … Så længe der er mere end ét menneske på jorden, så er der nogle, der er næste for hinanden.«

En af os andre sagde: »Jamen, så bliver man jo aldrig færdig med at hjælpe!«

»Næh,« sagde min far, »eller med at blive hjulpet.« »Man kan jo spørge sig selv,« fortsatte han: »Hvem vil du helst være, ham i grøften eller ham, der hjælper ham op?«

Siden har jeg tænkt over, om der virkelig ikke findes andre muligheder, som for eksempel at man hviler i sig selv og ikke lige har brug for hjælp, og samtidig forventes der ikke noget − der er ikke lige en arm, som stikker op fra en grøft.

Sådanne dage findes: At gå i skoven ganske alene, at være alene hjemme med en god bog − UDEN at forsømme noget eller nogen.

Men tænk, hvis det varede ved: At ikke bare børnene, men ALLE var flyttet hjemmefra, der VAR ingen, som kaldte eller havde brug for mig, og jeg havde brug for ingen!

Tænk!

Jeg håber, det aldrig sker!

Gud ske lov for næsten!

Kategorier Søndagstanke