Udgivet tir d. 3. sep 2019, kl. 11:02

Af sognepræst Henning Smidt, Kettrup

Markus-evangeliet 7,31-37

 

Luk dig op for Gud

Der er ét ord, som på søndag i særlig grad kalder på opmærksomhed. I teksten siger Jesus ordet »Effatha«. Det er gengivet på det sprog, Jesus brugte på sin tid, sådan som disciplene huskede så tydeligt, at de hørte Jesus sige det den dag, han gjorde en døv og stum mand rask fra sin sygdom: »Effatha!«

Straks efter oversætter evangelisten ordet, så det kan forstås af os, som han skriver til – »det betyder: Luk dig op!«

Jesus møder mange forskellige mennesker, og de får alle særbehandling. Denne døvstumme mand bruger Jesus tegnsprog for at kommunikere med, og sådan er det med Jesus. Et møde med ham er altid et personligt møde tilpasset det liv, vi har.

Men det har samme sigte: »Luk dig op!« Luk dig op for ham! Luk dig op for Guds fred og velsignelse! Luk dig op for Gud og hans kærlighed og nåde! Lad det få lov til at varme dig dybt i hjertet, at du aldrig et øjeblik er et ligegyldigt menneske i vrimlen, men fundet, elsket og villet af Gud.

Selvfølgelig har du dit at kæmpe med i livet – det får alle vist. Nogle gange kan det få os til at lukke os om os selv, men Jesus siger: »Effatha!« – luk dig op – for Gud!

Kategorier Søndagstanke