Udgivet tir d. 20. aug 2019, kl. 14:18

Af sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal

Lukas-evangeliet 19,41-48

 

At elske – og at blive vred

At en anden græder for mig af kærlighed er noget af det smukkeste i livet. Men lige så forfærdeligt og skræmmende er det, hvis én, der elsker mig, græder af vrede og frustration over mig – på grund af noget, som jeg har gjort, ikke gjort eller selve min måde at være på.

Så er man helt udleveret og magtesløs, for hvad vil der nu ske? Vil den frustration, som får tårerne til at springe hos den anden, få ham eller hende til at forkaste mig, eller vil kærligheden vise sig endnu stærkere end skuffelsen og vreden? Det kan man ikke vide og heller ikke selv gøre til eller fra. Man må bare vente og se.

Netop den situation møder vi på søndag i kirken, hvor Jesus af vrede og skuffelse græder over Jerusalem (og måske os). Hvad han derpå gjorde, og hvad det betyder for hans videre forhold til os, vil præsten måske give et bud på i sin prædiken på søndag.

Men én ting kan fremhæves her: Vist er man i den situation prisgivet til, at det er den anden, som må afgøre, om samlivet fortsætter eller slutter. Men det er samtidig en chance for selv at udvikle og ændre sig. Ved at se i øjnene og erkende sig selv i dét, der har frustreret og gjort den anden vred, får man mulighed for at handle og være anderledes.

Kærlighedens vrede og tårer kan dermed være afklarende både for den vrede elskende og for den elskede, som er vredens årsag. Og med til virkelig at elske hører også modet til at blive vred!

Kategorier Søndagstanke