Udgivet af Ejgil Bodilsen, ons d. 14. aug 2019, kl. 14:08

For de fleste spejdere er sommerens spejderlejr årets højdepunkt. Sådan blev det også for otte spejdere og tre ledere fra KFUM-Spejdernes Bonderup-gruppe, da de pakkede rygsækken og drog af sted på en uges spejderlejr på Djursland, nærmere bestemt på spejdercentret Hummelmosen.

− Lejrlivet har sine traditioner og rutiner, fortæller Bjarne Bjerregaard Jørgensen, der stod for lejren sammen med Kirsten Borregaard og Niels Westerhoek. Et fast og uundværligt indslag er flaghejsningen hver morgen, hvor spejdere fra forskellige grupper skiftes til at hejse flaget. Der synges flagsang og måske fødselsdagssang, hvis en af spejderne har fødselsdag.

− Vi ankom til lejren en lørdag, og dagens job var at indrette den plads, hvor vi skulle bo den kommende uge. Og der blev hurtigt rejst telte, så bagagen kunne komme under tag, hvis der skulle komme en byge − hvad der også gjorde! Så blev der lavet ildsted, og der blev bygget spisebord og køkkenbord med rafter og reb. Og efter saftevand og kage blev det tid til at forberede aftensmaden, som denne første aften skulle være en nem menu: svensk pølseret.

Aftenen sluttede med en tur i kano på centrets lille sø med tilnavnet Colasøen på grund af det lidt mørke vand. Så blev det sengetid, og en dejlig uge var begyndt på bedste vis.

I en lille lysning i skoven signalerede et kors, at det var andagtspladsen. Her samledes spejderne søndag klokken 10 og holdt gudstjeneste under ledelse af en veltalende pastor Peter, som han titulerede sig selv.

Bjarne Bjerregaard Jørgensen fortsætter:

− Første del af ugen deltog vores spejdere i forskellige aktiviteter. Nogle traditionelle som for eksempel tømmerflådebygning, andre lidt nyere som fremstilling af brød og kager indeholdende labre larver i massevis. De fleste kunne faktisk godt smage på kagerne!

− En anden ny aktivitet var en spejderudgave af »escape room«, hvor patruljen bliver låst inde og ved hjælp af samlede evner og viden skal løse en lang række opgaver, som fører videre til nye opgaver. Vi tre ledere måtte anstrenge os meget for at slippe ud efter halvanden times kamp!

Ugens største udfordring var hiken, som er spejdernavnet for en vandretur med fuld oppakning, indeholdende alt udstyr til madlavning og overnatning – det sidste under presenning eller blot under åben himmel. Der blev vandret 15-25 kilometer den første dag, efterfulgt af mad og hygge i en have, og efter en god nattesøvn af sted tilbage til centret.

− Ellen Møller, en af vores spejdere, havde sat sig for, at hun ville runde de 50 kilometer, som giver adgang til et vandreskjold. Så hun fortsatte med at gå, indtil målet var nået. Godt gået af hende! indskyder Bjarne Bjerregaard Jørgensen.

Herefter blev der tid til en dag i det nærliggende Djurs Sommerland, hvilket spejderne vist opfattede som en belønning for anstrengelserne. Et natløb blev de heller ikke snydt for, og lørdag morgen var der kun oprydning og hjemtur tilbage.

− Og måske faldt de seje spejdere lidt i søvn på hjemturen! Hjem med oplevelser, de aldrig glemmer. Det véd vi, for vi havde besøg af et par spejdere, der havde været med på lejr på samme center for 13 år siden, og de kunne udpege præcist, hvor deres telte havde stået, slutter Bjarne Bjerregaard Jørgensen.


Så er Bonderup-spejdernes lejrplads etableret på spejdercenter Hummelmosen. Foto: Bjarne Jørgensen

Flaghejsning hører til de faste traditioner som start på en god dag på spejderlejren. Foto: Bjarne Jørgensen

En af de nyere lejraktiviteter var fremstilling af brød og kager indeholdende labre larver i massevis. De fleste kunne faktisk godt smage på kagerne! fortæller lederne. Foto: Bjarne Jørgensen

Klar, parat til hike med fuld oppakning. Foto: Bjarne Jørgensen

Rigtige spejdere lærer naturligvis at bygge og sejle med tømmerflåde. Foto: Bjarne Jørgensen

Aftensejlads i kano på lejrcentrets lille sø, der har fået tilnavnet Colasøen på grund af det lidt mørke vand. Foto: Bjarne Jørgensen

Turen i Djurs Sommerland blev af spejderne betragtet som en belønning for anstrengelserne under hiken forinden. Foto: Bjarne Jørgensen

Kategorier Reportager