Udgivet tir d. 13. aug 2019, kl. 13:58

Af sognepræst Inger Øeby Pedersen, Bonderup

Lukas-evangeliet 16,1-9

 

»Tag bare«

Jesus har glimt i øjet, når han viderefortæller en historie, som han har hørt henne på torvet:

»En mand havde en betroet medarbejder, som ødslede hans ejendom bort. Medarbejderen stod til fyring og det, der var værre, og blev helt panisk. Men så fik han en genial idé: Han ville kalde sin mesters skyldnere til sig og nedskrive deres gæld. Det virkede, for alle de mange skyldnere blev helt tosset glade. Den forvalter fik virkelig mange venner.«

Der var mange, der havde hørt historien. »Magen til frækhed!« sagde man, »sådan at give ud af noget, som slet ikke var hans.« Jesus, forestiller jeg mig, laver nu sin egen slutning på den historie:

»Og véd I hvad, Herren roste den uærlige forvalter, for magen til opfindsomhed skal man lede længe efter!«

Sikke en historie! Og hvad mon meningen er?

Måske handler det om, at vi hver især er forvaltere. Vi har fået noget betroet af Gud: livet, mulighederne, pengene, evnerne. Alt er betroet gods OG dybest set ikke mit.

Alligevel må vi godt − faktisk hellere end gerne − give ud af det. Gud vil hellere end gerne, at vi giver ud af det, som er hans. Vi må godt være ødsle på Guds vegne. Hellere nedskrive gælden end nedskrive nåden! 

 

Kategorier Søndagstanke