Udgivet tir d. 13. aug 2019, kl. 13:40

9690

Sommerens koncertrække »Musik i Han Herred« fortsætter tirsdag 13. august i Gøttrup Kirke. Her kan du opleve Dual Aura med den prisvindende fløjtenist Monica Schmidt Andersen og en af Australiens førende barokviolinister, Ben Dollman, som formidler musikken med inddragelse af hele kirkerummet. Der spilles med barokmusikken som naturligt midtpunkt, hvorfra folkemusik fra begges kulturbaggrunde samt nyere musik præsenteres.

Torsdag 15. august kommer turen til Aggersborg Kirke, hvor engelske Jane Clark på violin og irske Shane Donelly på guitar spiller irsk og engelsk folkemusik blandet med jazz og bluegrass. Duoen er kendt fra utallige optrædener på folkemusikscener overalt i landet. Jane og Shanes sprudlende energi og smittende musikalitet kommer helt tæt på, når de tager deres virtuose musik med ind i kirkerummet.

Øster Svenstrup Kirke lægger tirsdag 20. august rum til en hyldestkoncert til de skønne danske årstider med kendte årstidssalmer og helt nye sange og tekster skrevet af Karen Grarup. I 2018 udgav hun albummet »Karens årstider«, som indeholder syv nye danske sange, og bandet vil spille sange fra dette album. De medvirkende er Kim Bang (kontrabas), Rasmus Birk (guitar), Johannes Aaen Jensen (piano) og Karen Grarup (vokal). 

Torsdag 22. august lægger Mary May Love vejen forbi Kettrup Kirke. Den nordjyske sanger og sangskriver har allieret sig med Johanne Andersson (cello, kor og melodica) samt Kristina Anna (kor og percussion), og med nordjysk underspillet humor fortæller Mary May Love om sangene og synger sig direkte ind i hjertet hos alle med sin varme og fængende stemme. En lyd af skæv, melodisk pop og blød country præger koncerten.

Der er som altid fri entré til koncerterne med mulighed for at kvittere med en gave til Musik i Han Herred.

  • Tirsdag 13. august kl. 19.30 i Gøttrup Kirke
    Koncert med Dual Aura − Monica Schmidt Andersen (fløjte) og Ben Dollman (violin)
  • Torsdag 15. august kl. 19.30 i Aggersborg Kirke
    Koncert med Jane og Shane (violin og guitar)
  • Tirsdag 20. august kl. 19.30 i Øster Svenstrup Kirke
    Koncert med Karen Grarup med band (sang med jazzet tone)
  • Torsdag 22. august kl. 19.30 i Kettrup Kirke
    Koncert med Mary May Love (folk/pop)

Kategorier Nyheder