Udgivet lør d. 6. jul 2019, kl. 13:26

Af sognepræst Henning Smidt, Kettrup

Lukas-evangeliet 15,1-10

 

At blive fundet af Gud

»Du har skabt mig, Gud, og mit hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig!«

Sådan sagde en gammel kirkefader ved navn Augustin for ca. 1.600 år siden. Inden han blev kristen, havde Augustin søgt mange steder efter svaret på livets mening og efter en guddommelig sandhed uden at finde noget svar, der kunne hjælpe ham.

Men pludselig en dag mødte han evangeliet om Jesus, og det ændrede alt. Det var som at blive fundet af ham, som havde skabt ham. Han var kommet væk fra Gud, men set i bakspejlet gav det hele nu mening, for selvfølgelig var det kun ham, der havde skabt ham, der kunne give ham den mening og fred, han søgte så inderligt.

I evangelieteksten på søndag fortæller Jesus, at Gud er som en god hyrde, der utrætteligt går ud og leder efter dem, der ikke kan finde mening og holdepunkt i deres liv – ligesom Augustin. Gud er altså ikke bare en fjern og utilnærmelig Gud, men han går på vort livs støvede veje og leder de farligste steder for at finde os og give os del i sin fred.

Der vil altid være noget uroligt over os, når vi ikke véd, hvor vi kommer fra, og hvor vi er bestemt til at skulle hen. Men at blive fundet af Gud – siger Augustin og tusinder af andre – det er at få del i en fred, som er større end forstanden, og som ingen kan tage fra os.

Kategorier Søndagstanke