Udgivet man d. 17. jun 2019, kl. 18:27

Af sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal

Lukas-evangeliet 16,19-31

 

Den rige mand og Lazarus

Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår.«

Fattigdom blev på Jesu tid ikke opfattet som noget politisk eller socialt problem. Rigdom og fattigdom var individuel skæbne. I historien om den rige mand og Lazarus ligger derfor ikke, at den rige mand gik ind for en anden verdensorden, for man havde i den jødiske tradition regler for, hvad man skyldte enker og faderløse – og fattige og syge og fremmede. Disse regler var det bedste, man havde. Tanken om social retfærdighed var endnu ikke født til verden.

Så det, der bebrejdes den rige mand, er hans ligegyldighed i forhold til medmennesket, Lazarus. Han ville måske ikke have haft noget imod at hjælpe staklen Lazarus – det faldt ham bare ikke ind. Han så ikke Lazarus. Den rige mand betalte sikkert sin almisse i templet, som en god jøde skulle, og dermed var hans forhold til de fattige bragt i orden, mente han.

Det spørgsmål, denne lignelse stillede de fromme blandt jøderne på Jesu tid, må have været, om de ved at give almisse, som loven foreskrev, havde opfyldt deres skyldighed over for Gud og mennesker?

Kategorier Søndagstanke