Udgivet af Ejgil Bodilsen, tir d. 4. jun 2019, kl. 07:55

Fortælletæppe fuldender konfirmandstuen

Filtmager Lene Gabel Nielsen, Aagaard Skov, står bag ny, farverig udsmykning i Kettrup Præstegård

  

− Det er prikken over i’et, vi fejrer i dag, fastslog sognepræst Henning Smidt, da han introducerede et nyt kunstværk på væggen i Kettrup Konfirmandstue over for omkring 50 deltagere i ferniseringen.

Konfirmandstuen blev opført som en vinkel på præsteboligen i 2002, og siden har menighedsrådet hele tiden haft i tankerne, at der skulle findes midler til en kunstnerisk udsmykning af lokalet. Efter flere sonderinger med indkøb af en række mindre værker blev det sidste forår besluttet at overdrage hovedopgaven til filtmager Lene Gabel Nielsen, der selv bor i sognet.

Lene præsenterede først menighedsrådet for en række skitser, idet hendes idé var at lave et fortælletæppe med motiver fra de bibelske beretninger helt fra Edens Have til den tomme grav påskemorgen. Da efteråret kom, gik hun for alvor i gang med den krævende proces, som varede et halvt års tid og bestod i at lave de mange figurer af uld og silke og montere det hele på en baggrund af nålefilt. Enkelte figurer blev syet på, mens andre blev »nålet« i kanten med en speciel teknik for at fremhæve konturerne.

Resultatet blev et meget farverigt og mangfoldigt billede, hvor de forskellige bibelske beretninger så at sige »snakker sammen« og dermed rækker langt ud over, hvad der muligt at opnå i en mundtlig fortælling. Som sognepræsten udtrykte det, er tæppet at sammenligne med middelalderens kalkmalerier i mange kirker.

Det centrale motiv er tre kors, hvoraf de to yderste er mørke, mens det midterste − Jesu kors − er helt lyst, hvormed kunstneren har villet fremhæve betydningen af Jesu død og opstandelse for hvert enkelt menneske.

Ved ferniseringen fortalte Lene selv om sine tanker og om arbejdsprocessen, og der var stor anerkendelse for det smukke værk.

− For mig har det været vigtigt, at det ikke bare skulle være nogle farver på væggen, fastslog hun.

En lille pixibog, der er fremstillet i et mindre oplag, fortæller om hvert enkelt motiv og henviser til det pågældende bibelsted.

Ferniseringen fandt sted i forlængelse af gudstjenesten i Kettrup Kirke på Kristi himmelfartsdag, hvor sognepræsten bar kirkens hvide festmessehagel, som også er fremstillet af Lene Gabel Nielsen og blev taget i brug i påsken 2004.   

Lene Gabel Nielsen fortæller om sine tanker og om arbejdsprocessen med det store filtede fortælletæppe over for de omkring 50 deltagere i ferniseringen.

Lene Gabel Nielsen (tv) drøfter detaljer i motiv og arbejdsproces med Annie Andersen. 

Lillian Hove Pedersen (th) og Gerda Krogh Nielsen betragter deltaljerne i det smukke kunstværk. 

Der er fremstillet en lille pixibog, der fortæller om fremstillingsprocessen og de enkelte motiver med henvisning til de pågældende bibelsteder. 

 

Kategorier Reportager