Udgivet man d. 13. maj 2019, kl. 10:56

Af sognepræst Inger Øeby Pedersen, Bonderup

Matthæus-evangeliet 3,1-10 og Johannes-evangeliet 16,5-15

 

Bededag og klokkeslag

»Bønnen er troens åndedrag,« sagde min mor altid. Den sætning fik ny mening, da jeg læste, at de 100 slag, som kirkeklokken slår førend gudstjenesten, skal falde i en puls, som svarer til en god hvilepuls (60 hjerteslag i minuttet). De 100 klokkeslag er ment som en opfordring til bøn, til at gå ned i hviletempo, falde til ro, falde hen, falde i staver, til at modtage.

Efter de 100 slag kommer bedeslagene − 9 styk, 3 gange 3 − i Faderens, Sønnens og i Helligåndens navn. Bedeslagene er døren ind i gudstjenesten.

Min hvilepuls er indrømmet tit højere end 60, særligt da, når jeg kommer til gudstjeneste. Det er, fordi jeg er lidt spændt, altså på den gode måde; og når jeg er spændt, så taler jeg, jeg hilser på og småsnakker. Så engang sagde en ældre præst til mig: »Inger, du snakker da vel ikke under bedeslagene?«

Jeg er virkelig glad for, at hun sagde det. Nu sætter jeg mig stille ned under bedeslagene. Det manglede da bare! For NU skal der fokuseres, nu skal antennerne rettes ud eller op imod Gud; ro på til at tage ind, hvad der måtte komme.

På bededag er en af de gode sætninger, som kommer: »Jeg (Gud) lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte.« (Hebræerbrevet 8,10).

Kategorier Søndagstanke