Udgivet man d. 8. apr 2019, kl. 13:24

Af sognepræst Inger Øeby Pedersen, Bonderup

Matthæus-evangeliet 21,1-9

 

Kongen

»Men når forårssolen skinner …« slutter alle vers i Benny Andersens sang »Det er forår, alting klippes ned«. Undervejs beskrives alle mulige problemer, som vi kan gå og tumle med, men så kommer man til et »men« sidst i hvert vers, og det er, som om dette »men« blæser alle problemer væk, og jeg bliver ung, står op, bliver varm, bliver glad, lever.

Jeg tænker om påsken som Guds »men« over for alt mørke. Dog er der en lang vej at gå, førend vi når til det store »MEN« påskemorgen:

Undervejs følges vi med Jesus fra Nazaret, fra han hyldes som konge, til han tager afsked med vennerne og forlades af dem alle sammen og er bitterligt alene i en mørk have. Langfredag er den mørkeste af alle, alene dør Guds Søn på et kors, og det ser ud som, at her slutter alt. Ingen véd, om der vil komme et »men«. Vi véd det − og ser frem mod påskemorgen.

Men først går vi vejen. Underligt at råbe »hosianna«, når »korset står skjult mellem løv i det fjerne« − men sådan begynder det palmesøndag: Jesus hyldes som konge. Siden skal det vise sig, at han ER kongen, men en anden, end vi først tænkte: »Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel.«

Kategorier Søndagstanke

Kommentarer

Tilføj kommentar