Udgivet man d. 1. apr 2019, kl. 13:42

Den Skæve Kunst

Kollerup-Fjerritslev-Hjortdal

Bofællesskabet Krabben og sognepræst Lotte Sandø Heftye inviterer alle interesserede til gudstjeneste og fernisering på påskeudstillingen »Den Skæve Kunst« i Hjortdal Kirke lørdag 13. april.

Temaet for årets påskeudstilling er venskab, som gennem farverige billeder er blevet belyst ud fra beboernes egne erfaringer, historien om Peter Plys og sange om venskab. Kunstværkerne er malet med akvarel på papir af Annika Schmidt, Bo Nielsen, Tove Bodin, Hanne Markussen, Bent Mathiasen, Jan Nielsen og Louise Heide.                                      

Efter gudstjenesten kl. 13.00 er der fernisering, hvor alle er meget velkommen til at gå rundt i kirken og se de mange udstillede billeder: »Gode venner kan lave alting sammen – men kun de bedste venner kan lave ingenting sammen,« som Peter Plys siger.

Der er også mulighed for at købe et eller flere af de udstillede billeder i forbindelse med ferniseringen.

Bofællesskabet Krabben er et døgntilbud for voksne med særlige behov, fysisk såvel som psykisk. Krabbens kerneydelse er omsorg, som skal sikre beboernes stadige udvikling, så de opnår frihed og kompetencer, der giver dem mulighed for at udtrykke sig, sætte egne mål og selv forme deres hverdag. 

Se folder om påskeudstillingen i pdf-udgave

  • Lørdag 13. april kl. 13.00 i Hjortdal Kirke
    Gudstjeneste med efterfølgende fernisering på påskeudstillingen »Den Skæve Kunst« 

Udstillingen kan ses til og med pinsen 9.-10. juni 2019

Kategorier Nyheder