Udgivet man d. 11. mar 2019, kl. 14:25

Af sognepræst Inger Øeby Pedersen, Bonderup

Salme 42,2 og Matthæus-evangeliet 15,21-28

»Skriget«

Sådan hedder et maleri af den norske maler Edvard Munch. Du kender sikkert maleriet: Et menneske alene på en bro over en fjord og en himmel, som er flot i aftensolens farver, men foruroligende rød. Menneskets ansigt er som et piktogram. Det ligner et kranium med kæmpe øjenhuler og en vidtåben mund: Skriget!

Jeg kom til at tænke på det på grund af søndagsordene: »Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.« (Salme 42 i Det Gamle Testamente). Der er en dyb nød i både maleri og bibelord, noget »sidste-udkalds-agtigt« derude ved kanten.

Præsten Anna Sophie Seidelin sagde engang: »Allerdybest set kender jeg bare én bøn …« Så holdt hun en pause, og så skreg hun af sine lungers fulde kraft: »Hjæælp!!!«

Ikke alle bønner er sådan. Mange af os har en lille samtale kørende med Gud, måske endda som et ritual i form af en mini-evaluering af dagen, mens man ligger trygt og godt i sin seng. Alligevel forstår man godt, hvad Anna Sophie Seidelin mener, når hun taler om bønnen: »Hjæælp!!!«

Når jeg forbereder min prædiken, vil jeg tænke over, hvorfor det tit er så svært at være én, der beder om hjælp. For man behøver jo ikke være i havsnød for at være et menneske, der beder … eller hvad?

 

Kategorier Søndagstanke