Udgivet ons d. 20. feb 2019, kl. 11:28

Fastelavn i kirken

3. marts er det fastelavnssøndag, og traditionen tro inviterer præster, menighedsråd samt kirkernes medarbejdere og frivillige fra 9690-sognene til fastelavnsgudstjenester med efterfølgende festivitas i form af tøndeslagning og servering. 

Klim-Vester Thorup-Vust

Klim Kirke kl. 10.30

Der er gudstjeneste i børnehøjde, og kom gerne udklædte. Derefter er der spisning (flæskesteg m/tilbehør) i Klim Forsamlingshus, og eftermiddagen fortsætter med kaffe, kakao og fastelavnsboller samt tøndeslagning. Pris i alt kr. 60 for voksne og kr. 30 for børn. Tilmelding til spisning senest onsdag 27. februar hos menighedsrådsformand Irma Overgaard Sørensen på telefon 24 27 08 78. FDF, Klim Landsbyforening og menighedsrådet står bag arrangementet. 

Kollerup-Fjerritslev-Hjortdal

Fjerritslev Kirke kl. 10.30

En fastelavnsgudstjeneste i børnehøjde, hvor årets minikonfirmander fra Kollerup-Fjerritslev og Hjortdal medvirker. Lige efter gudstjenesten slår vi katten af tønden m.m. i Kirkecentret, hvor vi også byder på fastelavnsboller, sodavand og kaffe. Kom gerne udklædte − det bli’r en fest! lyder det fra minikonfirmandholdet Dorte Mejdahl, Tina Langballe, Jan Rox og Lotte Sandø Heftye.

Kettrup-Gøttrup

Gøttrup Kirke kl. 13.30

Efter en kort, børnevenlig gudstjeneste, hvor børnene gerne må komme udklædt, arrangerer Ørebro Boldklub en fastelavnsfest på Ørebroskolen med tøndeslagning, kaffe, sodavand, slik og kage. Pris pr. person kr. 30 (fra 3 år og op), som betales ved ankomst til Ørebroskolen. Velkommen begge steder! opfordrer sognepræst Henning Smidt og Vibeke Kjær Kloster fra boldklubben.

Haverslev-Skræm-Bejstrup

Bejstrup Kirke kl. 13.30

Alle børn må gerne møde udklædte til gudstjenesten, hvor vi selvfølgelig skal synge og høre bibelhistorie. Bagefter er der festligheder i både Haverslev Forsamlingshus og Bejstrup Forsamlingshus med tøndeslagning, og hvad der hører sig til. Præcis som det plejer at være. Sognepræst Inger Øeby Pedersen håber, at børn og voksne fra alle Trekroner-sognene møder hinanden i kirken først.

Kategorier Nyheder