Udgivet ons d. 20. feb 2019, kl. 10:57

Kollerup-Fjerritslev-Hjortdal

Søndag 7. april arrangerer Hjortdal Menighedsråd i samarbejde med det lokalhistoriske projekt »Kunsten i Han Herred« en bustur til Skagen. Her bliver der lejlighed til at se en særudstilling på Skagens Museum med kunstneren Johannes Wilhjelm (1868-1938), der betegnes som en af de yngre Skagensmalere.

Samtidig tilhører han kredsen af Svinkløvmalere, idet et andet af hans foretrukne opholdssteder var egnen omkring Svinkløv, Grønnestrand og Slettestrand. Et af udstillingens hovedværker er maleriet »Efter gudstjenesten«, som Johannes Wilhjelm udførte i 1904, og som viser en flok kvinder på vej ned over kirkegården ved Hjortdal Kirke. Det store maleri hænger til daglig i kirken, men er netop nu udlånt til Skagens Museum.

Wilhjelm har også sat sig andre fine spor her på egnen. Ved byggeriet af Fjerritslev Kirke i 1907 bestilte menighedsrådet en altertavle hos den københavnske kunstner, men med den grundighed, hvormed han altid udførte sine værker, måtte menigheden vente til 1909, før det var færdigt. Alterbilledet viser Kristus segne under korset på vej til henrettelsen på Golgata.

Udflugten til Skagen arrangeres i samarbejde med projekt »Kunsten i Han Herred«, som i disse måneder forbereder en udstilling om Svinkløvmalerne − herunder Johannes Wilhjelm, Knud Larsen, Henrik Jespersen, Anna E. Munch og Knud Sinding – og efter planen sættes udstillingen op i Kirkecentret i uge 25-26. Kunstudstillingen skal ses som et led i festlighederne omkring genåbningen af Svinkløv Badehotel.

Kategorier Nyheder