Udgivet tir d. 5. feb 2019, kl. 08:37

Af koordinator Jens Sørensen, Familiestøtten i Jammerbugt Provsti

Når jeg skal beskrive min arbejdsplads i Kirkecentret, er der flere ting, der gør indtryk på mig. Jeg har været så heldig, at jeg hele mit liv har haft et arbejde, som ud over det at tjene penge også har været arbejdspladser, hvor værdier har spillet en stor rolle.

I de skoler, jeg har arbejdet på, har det været fantastisk at få lov til at arbejde med at gøre vilkårene for børn og forældre så gode som muligt. At være med i et fællesskab, der arbejder med det fælles mål, har været fantastisk.

Efter at have arbejdet på skoler i mange år sidder jeg nu på første sal i Kirkecentret og har samme opgave, nemlig at hjælpe børn og familier, som har behov for en varm hånd. Det er en opgave, som ikke kan løses af én person, men i et fællesskab med andre, som har samme mål og værdier.

Derfor består en stor del af mit arbejde i at finde ud af, hvordan vi i Jammerbugt Provsti (som geografisk er identisk med Jammerbugt Kommune) kan skabe en følelse af, at vi har et fælles projekt, som hedder Familiestøtten.

Hvordan opbygger vi en organisation, der kan være til gavn og glæde for børn og familier i hele vort provsti? Det er en spændende opgave. Vi er på vej. Der er frivillige flere steder i provstiet, og vores aktiviteter som cykelturen til København og sommerlejren i Fosdalen er blevet godt modtaget og har givet mange børn gode oplevelser med stor hjælp fra en stor skare frivillige.

Som arbejdsplads er Kirkecentret i Fjerritslev et fint udgangspunkt for arbejdet. Det er dejligt at være et sted, hvor der er liv omkring én. Jeg har kontorfællesskab med kordegnene Margit og Anne-Marie. Det er en stor fordel, og jeg har ofte stor gavn af deres hjælp i forskellige sammenhænge. Endelig er det også herligt at have mulighed for at snakke med præster, konfirmander, medarbejdere og andre besøgende i Kirkecentret.

En del af mit arbejde består også i at besøge andre kirkecentre og sognegårde rundt om i provstiet. Det har været dejligt at få lov til at komme og fortælle om arbejdet flere steder. Jeg håber, at vi sammen kan skabe og udvikle et fællesskab omkring Familiestøtten til gavn for familier i Jammerbugt Provsti.

 

 

 

 

 

Kategorier Fokus på ...