Udgivet man d. 14. jan 2019, kl. 13:31

Af sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal

Johannes-evangeliet 2,1-11

 

Den bedste vin kommer til sidst

Kristendommen har sin egen opfattelse af tiden – på den ene side et nøgternt blik for forfald og tiltagende elendighed, på den anden side en tro på, at vi er på vej mod en opfyldelse og herlighed, hvis overdådighed vi ikke gør os begreb om.

Som vi bliver ældre, synes mange, at forfaldet rammer vores verden. Meget forekommer ved sammenligning ringere nu end tidligere. I Bibelen får dette forløb et smukt, men også vemodigt billede i forestillingen om det tabte paradis. Allerførst skabte Gud alting godt, men så begyndte det at gå galt. Hele den lange historie er på en vis måde en forfaldshistorie, i hvert fald når det gælder forholdet mellem Gud og os.

Det er den ene linje: på vej nedad og bort fra fuldkommenheden, den bevægelse, vi kan følge i vort eget fysiske liv og ofte se genspejlet i vore omgivelser.

Men så er der det modsatte, den stigende linje: Gud selv sætter en modbevægelse ind, som ikke bare retter op på tilbagegangen, men overbyder den på en fuldstændig ubegribelig måde – udtrykt i fortællingen om brylluppet i Kana i den detalje, at den bedste vin kommer til sidst.

Ret op imod almindelig jammer og jeronimus-sang om, hvordan alting var bedre før − ret imod begrundet mismod på grund af menneskers mishandling af hinanden og egen svigten og svaghed − ret imod forståelig forsagthed som følge af vort legemes og intellekts skrøbelighed – forkynder kristendommen, at af Guds herlighed har vi endnu kun set en afglans. Den sidste vin er bedre end den første.

Gud har sat sin egen modbevægelse ind. Han er i Jesus kommet til os og vil være hos os. Hvor Jesu ord høres, sker dét, som alting kommer an på. Før var der uro og angst, vemod og forsagthed − nu er der håb, forventning og glæde.

Skafferen i fortællingen undrede sig over, at den gode vin kom til sidst. Hos os går det jo modsat. Det begynder med gode forsætter og stor selvtillid og synlig fremgang, men ender alligevel på samme måde med os alle med forfald, elendighed og fortvivlelse.

Men når intet er tilbage, når alt synes forbi, begynder Gud. Det kan blive ringere og ringere med os selv og gå ad hekkenfeldt til i vort land, i verden, i kirken, sådan som vi dagligt får det at vide. Men mellem Gud og os går det den anden vej. Mod en ubegribelig, altoverskyggende, overdådig herlighed.

Kategorier Søndagstanke