Udgivet man d. 17. dec 2018, kl. 14:29

Af sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal

Johannes-evangeliet 1,19-28

 

En røst, der forkynder Kristus

Selv om der i skrivende stund kun er få dage til jul, er der mildt sagt ikke meget krybberum og englesang over beretningen til 4. søndag i advent. For anden søndag i træk skal vi høre om Johannes Døberen. Dette mærkelige menneske, der levede langt ude i ødemarken, ligger langt fra det, vi normalt forbinder med juleforberedelser.

Johannes Døberen opholdt sig derude i ørkenen og brølede som en løve: »Ban Herrens vej!« Det råbte han så højt, at det gav genlyd i bjergene og brød ørkenens stilhed. Folk strømmede ud til ham – sikkert både af nysgerrighed og interesse.  For Johannes Døberen var ikke, som folk er flest. Mad og drikke ville han ikke vide af. Og en laset profetskikkelse var han at se på. Så hvorfor skal vi høre om ham to adventssøndage i træk?

Var Johannes Døberen en religiøs fanatiker, der har sneget sig ind i vores adventshygge? Eller var han en moralsk strammer, én, der ikke undte sig selv hverken vådt eller tørt, og som vi nu skal lytte til som et modstykke til al vores julemad og overflod? Eller var han slet og ret et brændende, kristent menneske, der kun var optaget af ét eneste, nemlig at pege på Jesus?

Vi er ikke de første, der undrer os over, hvem han var. Det gjorde folk på hans egen tid også. Og de gik ud i ørkenen og spurgte ham direkte: Hvem er du? Undvigende svarede han ved at fortælle alt det, han ikke var. Han var ikke Kristus. Heller ikke Elias, altså ham, man ventede skulle komme umiddelbart før Kristus. Og heller ikke profeten, det vil sige ham, der skulle komme som en ny slags Moses.

Sagen var nemlig, at han i forhold til Gud hverken var det ene eller det andet. I forhold til Gud var Kristus hans ét og alt! Derfor ønskede han ikke at være andet end en røst, der forkynder Kristus. Han ville være en stemme, der forberedte mennesker på at møde Kristus. For det var ham, det hele kom an på. Dét var Johannes Døberen klar over.

Når vi skal høre om Johannes Døberen to gange op til jul, er det af den enkle årsag, at julen er til, for at vi et øjeblik skal se på en anden end os selv. Julen er en foræring til at se på Jesus, der ligger i krybben. Den er en foræring til at lægge alt det, vi ikke formår at gøre, ned i krybben til ham. Og det, han giver os tilbage, er intet mindre end sig selv. At blive mindet om det, dét er den sande juleforberedelse.

Kategorier Søndagstanke