Udgivet tir d. 27. nov 2018, kl. 09:58

Af sognepræst Gitte Kibsgaard-Vester, Vester Thorup

Matthæus-evangeliet 21,1-9

 

Frelseren kom – og elskede sig vej gennem livet

1. søndag i advent − et nyt kirkeår begynder, og vi hører om Frelseren, der kommer til os fra Gud.

Jeg har læst, at den måde, en hersker indtager sin by på, fortæller, hvem han er: Er det med militærmarch? Bodyguards? Hornmusik, artister og elefanter? Hvad ønsker han at vise?

Guds Søn kom til os på et æsel, som en af os – ikke ophøjet, fjern, men helt nede på jorden som én af os.

I Jesus steg det guddommelige ned, flettede sig sammen med det jordiske, så han som sand Gud og sandt menneske kunne vise os vejen gennem livet − og alt, mennesker ikke måtte have forstået i forholdet til Gud, ville blive opklaret, som når lyset skinner i mørket, og man pludselig kan se at finde rundt uden at snuble og slå sig.

Man kæmpede krampagtigt med at gøre sig fortjent til frelse − vidste, at man fejlede af og til og følte sig lille og utilstrækkelig. Nu steg Frelseren ned fra den ophøjede himmel, elskede sig vej gennem livet i selskab med troende og tvivlere, retfærdige og uretfærdige, for at vise meningen med lovene fra Gud ved at lade kærligheden sprænge alle grænser og bånd for os – og samtidig holde os på plads af kærlighed.

Kategorier Søndagstanke