Udgivet man d. 15. okt 2018, kl. 10:37

Af sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal

Lukas-evangeliet 13,1-9

 

Hvor kommer det onde fra?

Vi véd godt, at der ikke er nogen logik i, hvem der bliver ramt af tragedier og ulykker. Det forholder sig ikke sådan, at de, der har gjort sig skyld i større forbrydelser eller svigt end de fleste, rammes desto hårdere.

Alligevel kan spørgsmålet bide sig fast. Især når der ikke er tale om teoretiske eksempler på ondskab, men når ulykkerne rammer os selv personligt og med voldsom styrke. Hvorfor? Er det Gud, der straffer eller forsøger at fortælle os noget igennem det? Er det Guds vilje, når vi bliver ramt af det onde?

Til det spørgsmål svarede Jesus et rungende nej! Et rent og umisforståeligt nej som i søndagens evangelium. Det nej får vi bekræftet gennem én af de bønner, Jesus har lært os: »Ske din vilje som i Himlen, således også på jorden.« Deri ligger altså, at det ikke altid er Guds vilje, der sker. Den ondes vilje sætter sig også igennem.

Vi kan derfor ikke tage imod alt det, der sker i vores liv, som et udtryk for Guds vilje. Og vi kan derfor heller ikke sige til mennesker, der er ramt af ulykke, sygdom og død, at Gud skulle have en særlig mening med det. Så længe vi kalder Gud for Far, viser vi ham den tillid, at han er én, der vil os det godt.

Men hvor kommer det onde så fra? Jesus vendte tingene på hovedet og lod flaskehalsen pege på os. Han udfordrede os til at kæmpe på Guds side imod den ondes magt i verden, for vi kan hjælpe med at udrydde en del af ondskaben. Dét gør vi hver gang, vi bidrager til at afskaffe nød og elendighed i verden, og hver gang vi elsker vores fjender. Da kæmper vi på Guds side imod den ondes gerninger i verden.

Kategorier Søndagstanke