Udgivet tor d. 11. okt 2018, kl. 09:03

Torsdag 4. oktober fik 500 konfirmander fra hele Jammerbugt Kommune oplevelsen af i bogstaveligste forstand at rejse ind i Luthers samtid.

250 7. klasses elever om formiddagen og 250 om eftermiddagen. De ankom i busser til den gamle herregård Bratskov i Brovst sammen med deres lærere, hvor 130 statister, præster, menighedsrådsmedlemmer, kirkeansatte og andre frivillige havde gjort tidslommen klar.

Se billedserie fra dagen her

Således skulle de unge, som ved ankomsten blev gjort til pilgrimme, ind for at møde Skipper Clement, hele to katolske bisper, katolske præster og kor, nonner og munke på hospitalet, samt lutherske præster og et luthersk kor, kirkebyggere og en bogtrykker, bønder i færd med høstarbejdet, kromutter, som var en tidligere nonne, de pestramte, som gik hvileløst omkring, handelsfolk på markedspladsen, ja, sågar Djævelen selv og hans håndlangere i skærsilden.

Ligesom i et såkaldt stjerneløb blev de unge i små grupper af »vogterne« bestandigt sendt ud til nye »middelaldermennesker«, som havde noget, de skulle have hjælp til. Samtidig fik de viden om senmiddelalderen og den begyndende renæssance, om historie og klædedragt, men allermest om kirke og tro.

De unge mennesker gik helt ind for sagen, og det samme gjorde de mange frivillige, som alle sammen optrådte i dragter og havde slæbt utallige telte og rekvisitter af enhver art ind i den store park omkring Bratskov.

Heldigvis slap vi for rigtigt regnvejr, men blandt andet kom en del gamle præstekjoler til at trænge til en rensning.

Efter spillet, der var et virkeligt totalteater, blev samtlige unge beværtet med pølsehorn og vand. Såvel de unge som statisterne var trætte ovenpå »rejsen«, men den var god at få forstand af og gav fællesskabsfølelse på alle fronter.

»Luthers Nøgle«, som spillet hedder, er opfundet af spilmestrene Hans og Kristian, der har sat spillet i gang over hele Danmark.

Tekst: Inger Øeby Pedersen, sognepræst, Bonderup
Foto: Charles Lolholm, frivillig, Gøttrup

Kategorier Nyheder