Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kendt skotte skabte stemning i Kirkecentret

Kendt skotte skabte stemning i Kirkecentret


# Reportager
Udgivelsesdato Udgivet fredag d. 7. september 2018, kl. 08:44
Kendt skotte skabte stemning i Kirkecentret

− What a smashing concert and audience last night at Fjerritslev Kirkecenter! lyder det på Facebook fra skotske Bob Ferguson, der samlede 90 deltagere til en utraditionel sogneaften, arrangeret af Kollerup-Fjerritslev Menighedsråd.

Jens Peter Larsen fortæller på vegne af arrangørerne:

Onsdag aften 5. september havde aktivitetsudvalget under Kollerup-Fjerritslev Menighedsråd valgt at hyre Bob Ferguson til at optræde ved en sogneaften i Kirkecentret.

Bob er jo skotsk og taler stort set kun engelsk, så det var noget af en satsning. Det er jo ikke alle, der mestrer engelsk blandt de traditionelle deltagere ved vore sogneaftener. Det viste sig heldigvis, at det ikke var noget problem.

Bobs solooptræden blev et stort tilløbsstykke blandt sognebørnene, og der kom endda folk fra nabosognene, som gerne ville opleve den kendte folkesanger fra Glasgow – ja, der var faktisk deltagelse fra Frøstrup, Thisted og Slagelse, og endda en enkelt af Bobs landsmænd var at finde blandt tilhørerne. 

Vi havde på forhånd dækket kaffebord til 60, men måtte sende ekspresbud i byen efter mere brød samt dække flere borde.

Vi indledte aftenen med sammen at bede Fadervor, hvorefter Bob og hans danske manager, Lisbeth Pedersen, blev budt velkommen, og koncerten blev indledt.

Jeg kan med sindsro sige, at Bob havde tilhørerne i sin hule hånd fra starten. Han forstod virkelig at bygge en stemning op ved hjælp af sit guitarspil, store sangrepertoire, små fortællinger og ikke mindst sit humoristiske væsen. En virkelig vellykket aften, var alle vist enige om.



Naturligvis blev den skotsk/danske »Skuld’ gammel wenskab« også sunget, mens alle deltagerne tog hinanden i hænderne eller under armene rundt om bordene.

Næste sogneaften bliver torsdag 15. november. Her kommer sygehuspræst Preben Kok og holder et humoristisk, men også alvorligt foredrag over emnet parforhold. Foredraget er af vittige hoveder allerede blevet døbt »Hvorfor er min ægtefælle så besværlig?«, og det glæder vi os meget til at opleve.